Fotolia_127035400_Subscription_Monthly_M_web.jpg

Det kniber med klar kommunikation over for kandidaterne

For virksomheder i Danmark er adgang til talentfulde medarbejdere blevet strategisk vigtigt, hvorfor HR-funktionen i de fleste virksomheder er rykket op og blevet en integreret del af direktionen.

Imidlertid ser det ud til, at mange virksomheder stadig har noget at lære, når det handler om at kommunikere over for mulige medarbejdere.

Det fremgår af Universums årlige undersøgelse, som er baseret på svar fra 8.335 danskere med en videregående uddannelse og gennemsnitligt otte års erhvervserfaring.

Sociale Medier er den vigtigste kanal

Ifølge målgruppen er sociale medier såsom Facebook, LinkedIn og Instagram klart den væsentligste kommunikationskanal til at få information om potentielle nye arbejdsgivere.

Dernæst kommer virksomhedernes hjemmesider og jobportaler er nummer tre.

”At sociale medier er klart vigtigst, accentueres af, at hjemmesider som kanal jo selvfølgelig kun fungerer for de virksomheder, der allerede er top-of-mind hos arbejdstagerne”, siger Universums danske direktør Jesper Dansholm.

For lidt kommunikation på SoMe

”I undersøgelsen spørger vi respondenterne, om de har set de navngivne virksomheder på SoMe inden for det seneste år. Selv for de bedste og mest attraktive virksomheder er det højest 40% af Professionals, der siger ja. Gennemsnittet for top100-virksomhederne er under 20%. Det er simpelthen for lavt i forhold til hvad arbejdstagerne efterspørger,” understreger han.

Kun 25% af respondenterne har nemlig lagt mærke til, at virksomheder optræder på de sociale medier. Dermed er der en meget stor gruppe, som ikke bliver nået. Og det er jo en målgruppe, som i forvejen typisk allerede har et job og ofte ikke er aktivt jobsøgende - men som måske godt kan lokkes til at rykke.

”Hvis du vil nå ud til disse mennesker, er du simpelthen nødt til at markedsføre dig aktivt over for dem og fx køre annoncekampagner, ligesom man gør over for sine mulige kunder. Ellers overvejer de formentlig aldrig, om de måske hellere skulle arbejde i din virksomhed,”

Handler om det forkerte

Undersøgelsen viser tillige, at virksomhederne ikke kommunikerer om de emner, som Professionals helst vil vide noget om. Målgruppen siger nemlig at de tre vigtigste emner for dem er at få indblik i er:

  1. De daglige opgaver
  2. Udviklings- og uddannelsesmuligheder
  3. Forfremmelses-muligheder

Samtidig fremgår det at deres oplevelse er at virksomhedernes SoMe-kommunikation mest omhandler:

  • Produkt/ Service-information
  • Anden salgs-/kunde-information (vundne projekter/ opgaver etc.)
  • Sociale aktiviteter

”Undersøgelsen viser tydeligt dette gap mellem efterspurgt og udbudt information. Der er selvfølgelig nogle af virksomhederne, der gør det fremragende, men gennemsnitlig har vi et stort forbedringspotentiale at arbejde med her,”, siger Jesper Dansholm

Overvejer mange flere arbejdsgivere

Konkurrencen om de bedste hoveder er faktisk blevet mere intens. Hvor akademikere for fem år siden kun nævnte ti forskellige virksomheder, de kunne tænke sig at arbejde for, peger de i dag i snit på 15 forskellige virksomheder.

Årsagen er, at internettet og virksomhedernes øgede brandingindsats har gjort mange flere virksomheder meget mere tilgængelige. Kandidaterne bliver simpelthen eksponeret for mange flere virksomheder i dag og kan meget nemmere finde information om den enkelte arbejdsplads.

”Hvor du tidligere var i konkurrence med måske ti andre virksomheder om en kandidats gunst, er du nu i konkurrence med 50% flere. Så virksomheder er nødt til at svare igen ved at fremstå endnu mere skarpt og måske forenkle deres budskaber for at kunne skille sig ud over for den enkelte kandidat,” siger Jesper Dansholm.

Eksempelvis promoverer den stor, dansk ingeniørvirksomhed Rambøl sig med en såkaldt Familiepakke med det underlæggende budskab: Hvis du vælger at arbejde her, har du gode muligheder for at få karriere og familieliv til at hænge sammen.

”Mange andre virksomheder i dagens Danmark har også en familievenlig medarbejderpolitik. Forskellen er bare, at Rambøll siger det eksplicit og på den måde skaber en tydelig profil. Det handler jo ikke kun om, hvad virksomhed gør, men hvad de får kommunikeret over for kandidaterne,” siger Jesper Dansholm.

På it-området er konkurrencen endda blevet ekstra skarp, fordi det ikke længere kun er virksomheder fra it-branchen, som efterspørger folk med it-kompetencer men også virksomheder fra mange andre brancher såsom finanssektoren, handel og transport og logistik, som måske efterhånden selv har opbygget it-afdelinger med flere hundrede ansatte.

”Hvis virksomheder bliver ved med at se det som strategisk vigtigt at kunne tiltrække de rette kandidater, vil det logiske svar være, at vi i fremtiden kommer til at se meget mere og meget bedre employer branding kommunikation på de sociale medier,” vurderer Jesper Dansholm.

Top-20 over foretrukne arbejdsgivere for Professionals med en business-uddannelse

Kilde: Universum Professional Survey 2020

  1. Lego
  2. Novo Nordisk
  3. Google
  4. Carlsberg
  5. Ørsted
  6. Microsoft
  7. A.P. Møller - Mærsk
  8. Vestas
  9. McKinsey & Company
  10. Arla Foods
  11. Boston Consulting Group (BCG)
  12. Tivoli
  13. IKEA
  14. Bestseller
  15. Novozymes
  16. Københavns Lufthavne
  17. Deloitte
  18. Danske Bank
  19. Danmarks Radio
  20. Udenrigsministeriet

Top-20 over foretrukne arbejdsgivere for erfarne ingeniører eller personer med en naturvidenskabelig uddannelse

Kilde: Universum Professional Survey 2020

  1. Novo Nordisk
  2. Rambøll
  3. Ørsted
  4. Lego
  5. COWI
  6. Novozymes
  7. Leo Pharma
  8. Hansen
  9. Teknologisk Institut
  10. DTU
  11. Lundbeck
  12. Vestas
  13. Niras
  14. Miljø- og fødevareministeriet
  15. Københavns Universitet
  16. Google
  17. Arla Foods
  18. Siemens
  19. Sweco
  20. Grundfos

Top-20 over foretrukne arbejdsgivere for Professionals med en videregående it-uddannelse

Kilde: Universum Professional Survey 2020

  1. Google
  2. Lego
  3. Microsoft
  4. Apple
  5. Novo Nordisk
  6. Blizzard
  7. Ørsted
  8. Danmarks Radio
  9. Netcompany
  10. A. P. Møller - Mærsk
  11. Digitaliseringsstyrelsen
  12. Systematic
  13. Danske Bank
  14. IBM
  15. NNIT
  16. IO Interactive
  17. Carlsberg
  18. TV2
  19. KMD
  20. Rambøll

Fakta om Universum Professional Survey 2020

  • Universum Professional Survey 2020 er baseret på i alt 8.335 besvarelser fra erhvervsaktive danskere med en videregående uddannelse, hvoraf de 2.566 har en økonomisk uddannelse.
  • Universum har gennemført Professional Survey i Danmark de seneste 21 år.
  • Universum gennemfører tilsvarende undersøgelser i 50 lande over hele verden, ligesom Universum ligeledes en gang årligt undersøger studerendes karriereønsker og præferencer

 

Læs mere her