Jura_vacation.jpg

Så er der ny ferie på vej til danskerne

Nu er den længe ventede nye ferielov vedtaget, og den gør på en række områder op med de principper, vi kender fra nuværende ferielov. Se ændringerne i overskrifter.

Af Mette Nørlem, Chief of Staff og DANSK HR’s erhvervsjuridiske rådgiver

Efter krav fra EU har vi i Danmark nu vedtaget en ny ferielov, der skal gælde fra 2020. Problemet med den nuværende ferielov er, at den har et optjeningsprincip, der gør, at man skal arbejde i op til 16 måneder, før man får ret til betalt ferie, og det er i strid med EU-regler. Derfor har det helt centrale i de nye ferieregler været, at man fik et ”samtidighedsprincip”, således lønmodtager optjener og afholder ferie i samme periode.

Lovens hovedoverskrifter:

  • Der indføres ”samtidighedsferie”, hvor lønmodtagere optjener og afholder deres ferie i samme periode (hver måned optjenes fortsat 2,08, som så kan afholdes fra måneden efter).

  • Ferieloven hjemler 25 feriedage om året, og feriebetalingen sker fortsat i form af feriegodtgørelse eller ferie med løn /ferietillæg.

  • Man optjener ferie i perioden 1. september til 31. august, men kan udover de 12 måneder afholde ferien indtil 31. december i samme år, hvilket giver større fleksibilitet ved afholdelse.

  • Lønmodtageren har som i dag ret til tre ugers sammenhængende ferie (hovedferie) i perioden 1. maj til 30. september.

  • Ferieafholdelse skal som i dag forsøges aftalt mellem parterne. Arbejdsgiver har dog stadigvæk retten til at bestemme, hvornår ferie skal holdes ved at varsle hovedferie med tre måneders varsel og restferie med en måneds varsel.

  • Lønmodtagerne vil med den nye ferieordning have mulighed for at få overført eller udbetalt ferie ud over 20 dage.

  • Ved fratrædelse indbetales resterende feriepenge til feriegiro, og medarbejderen kan bruge optjente feriedage efter samme princip, som vi kender i dag.

  • Loven kan ikke fraviges, andet end via overenskomst på udvalgte punkter.

  • Der er også forslag til en overgangsordning, således, at ferie optjent i perioden 1. september 2019 til 31. august 2020 ikke kommer til udbetaling, når ny ferielov træder i kraft, men derimod ”indefryses” og kommer til udbetaling, når man fratræder arbejdsmarkedet.

Læs mere:

Se en kort beskrivelse af reglerne

Personeksempler

Ovenstående tekst er baseret på retstilstanden på tilblivelsestidspunktet og indeholder en generel gennemgang af nyeste praksis eller lovgivning på det tidspunkt. DANSK HR påtager sig ikke noget ansvar for brug af reglerne, og gennemgangen kan ikke erstatte egentlig juridiske sagsbehandling.