Sociale medier er ikke slået igennem i virksomhederne

Mange virksomheder har taget Facebook og Twitter til sig, men mulighederne i de professionelle sociale samarbejdsværktøjer bliver stadig ikke udnyttet. Det viser en stor global undersøgelse fra Avanade.

De sociale medier fylder mere og mere i vores liv. En stor del af vores fritid går med Facebook, Twitter og Instagram, men på arbejdspladserne har man endnu ikke forløst det potentiale, de sociale teknologier bringer med sig.

Det viser en ny stor undersøgelse foretaget af it-konsulentvirksomheden Avanade i april i år. 1000 it-chefer og 4000 medarbejdere og beslutningstagere i virksomheder med mere end 5000 ansatte i 22 lande er blevet spurgt om deres oplevelser med ”sociale samarbejdsværktøjer” i professionel sammenhæng.

Undersøgelsen viser godt nok, at 77 procent fortæller, at deres virksomheder i dag bruger sociale samarbejdsværktøjer. Men for de flestes vedkommende er det forbrugerrettede sociale medier som Facebook og Twitter, der har vundet indpas – 74 procent bruger Facebook, og 51 procent bruger Twitter.

Det vil sige, at de professionelle sociale samarbejdsværktøjer – som Sharepoint, Yammer, IBM Open Connections og Salesforce Chatter – endnu ikke er slået bredt igennem, selvom de kan styrke videndelingen og de interne processer i virksomheder, hvor internationalisering og fleksibilitet er i højsædet.

Avanades undersøgelse vidner da også om potentialet i en større integration af de virksomhedsrettede sociale samarbejdsværktøjer.

82 procent af alle dem, der bruger sociale samarbejdsværktøjer i dag, vil gerne bruge dem mere i fremtiden. Og blandt it-cheferne, der ikke overraskende gør flittigt brug af de nye teknologier på egen hånd, siger 66 procent, at de sociale værktøjer gør deres arbejde sjovere. 62 procent mener desuden, at det gør dem mere produktive, mens 57 procent siger, at det hjælper dem til at arbejde hurtigere.

Mange af it-cheferne indikerer også, at de gerne vil flytte sig fra forbrugerrettede teknologier som Facebook og Twitter mod virksomhedsrettede værktøjer som SharePoint, Yammer og Salesforce Chatter.

Så hvorfor bliver værktøjerne ikke allerede brugt i flere af virksomhederne?

Undersøgelsen viser, at der stadig er skeptikere i organisationerne. Af de beslutningstagere, der allerede har prøvet at bruge de sociale værktøjer, mener 24 procent, at det er spild af tid og distraherer medarbejderne fra deres arbejdsopgaver.

De er dog undtagelserne, og størstedelen vil altså gerne bruge værktøjerne mere i fremtiden. 26 procent nævner, at de mangler uddannelse i at bruge værktøjerne, og at it-afdelingerne mangler ressourcer til at bruge dem.

Undersøgelsen konkluderer dermed, at der er stort vækstpotentiale for virksomheder, der målrettet lægger en strategi for brugen af virksomhedsrettede sociale samarbejdsværktøjer i de kommende år.

Hent rapporten her

UNDERSØGELSEN I OVERBLIK:

  • 77 procent siger, at deres virksomheder i dag bruger sociale samarbejdsværktøjer.
  • For de flestes vedkommende gælder det dog Facebook og Twitter.
  • 82 procent af dem, der bruger værktøjerne i dag, vil gerne bruge dem mere i fremtiden.
  • 23 procent af beslutningstagerne i undersøgelsen bruger slet ikke de sociale værktøjer i dag.
  • 66 procent af it-cheferne i undersøgelsen siger, at de sociale værktøjer gør deres arbejde sjovere.
  • 62 procent mener, at det gør dem mere produktive.
  • 57 procent siger, at det hjælper dem til at arbejde hurtigere.
  • 26 procent mener, at virksomhederne mangler uddannelse i at bruge værktøjerne.
  • 24 procent af dem, der bruger sociale værktøjer, mener, at det er spild af tid og distraherer medarbejderne fra deres arbejdsopgaver.
  • 26 procent siger, at it-afdelingerne mangler ressourcer til at bruge dem.

OM UNDERSØGELSEN:

  • Avanades undersøgelse er udført af Vanson Bourne og afsluttet i april 2013. De har adspurgt:
  • 1000 it-chefer fra Danmark, Sverige, Norge, USA, Canada, Brasilien, Østrig, Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Spaien, Schweitz, UK, Australien og Singapore.
  • 4000 medarbejdere og beslutningstagere i organisationer med mere end 500 ansatte i de følgende lande: Danmark, Sverige, Norge, USA, Canada, Østrig, Frankrig, Tyskland, Italien Holland, Spanien, Schweitz, UK, Australien, Kina, Japan, Malaysia og Singapore.