Knap hver fjerde rekruttering er forgæves.jpg

Knap hver fjerde rekruttering er forgæves

En ny analyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at godt hver fjerde rekruttering er forgæves, svarende til 66.700 forgæves rekrutteringer i hele landet.

En ny analyse med data indsamlet i løbet af efteråret slår nu fast, at 23 procent af virksomhedernes rekrutteringsforsøg var forgæves. Det svarer til 66.700 forgæves rekrutteringer på landsplan. I halvdelen af de forgæves forsøg endte virksomheden med slet ikke at ansætte nogen og resten blev besat med en anden profil, end virksomheden oprindeligt ønskede, fx med medarbejdere med færre kvalifikationer eller mindre erfaring end ønsket.

Problemet varierer på tværs af stillingstyper og regioner. Når det fx gælder VVS-montører, kunne 53 procent af stillingerne ikke besættes eller er blevet besat af en person uden den ønskede profil. Ser man overordnet på brancher er landbruget, byggeriet, transport samt hotel-og restaurationsbranchen blandt de, der har sværest ved at finde folk. Fx må bygge- og anlægsbranchen i det fynske spejde forgæves efter de helt rigtige hænder i 50 procent af deres rekrutteringsforsøg.

Antallet af forgæves rekrutteringer er det højeste siden efteråret 2008. På grund af ny metode og databrud kan man dog ikke direkte sammenligne udviklingen over tid. Den nye analyse erstatter nemlig den hidtidige halvårlige rekrutteringsanalyse, som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har gennemført siden 2007. Den nye metode tager udgangspunkt i elektroniske jobopslag, hvor der tre måneder senere tages stikprøvevis kontakt til virksomheder, der har søgt for at afdække, om den søgte stilling er blevet besat. I den gamle undersøgelse blev mange virksomheder, der ikke havde søgt efter medarbejdere, også kontaktet. Med udgangspunkt i elektroniske jobopslag kan antallet af stillinger nu opgøres mere præcist, ligesom kun virksomheder, der har haft et rekrutteringsbehov, er blevet kontaktet.

Se hele analysen her

Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) / Beskæftigelsesministeriet