120 dages reglen_web.jpg

Ny praksis for tælling af 120-dages reglen

Af Mette Nørlem, Chief of Staff og DANSK HR’s erhvervsjuridiske rådgiver

Mange virksomheder har stadigvæk 120-dages reglen indskrevet i funktionærkontrakterne, og reglen bruges flittigt. Udfordringen ved reglen er, hvordan de 120 dage opgøres. Praksis ændres løbende, og to helt nye Højesteretsdomme har på afgørende vis ændret måden, hvorpå vi tæller til 120.

Højesteret har med to nye domme netop afklaret en række områder omkring tælling af 120-dages reglen, hvor der tidligere har været tvivl. De nye domme præciserer nu retstilstanden på tre afgørende felter:

  1. Højesteret har fastslået, at en arbejdsgiver ikke er forpligtet til at acceptere en sygemeldt medarbejders tilbud om at genoptage arbejdet på deltid. Med det udgangspunkt fandt retten så også, at såfremt arbejdsgiveren afslår tilbuddet om delvis genoptagelse af jobbet, kan fremtidige sygedage fortsat tælles som hele fraværsdage. Medarbejderen i dommen anførte selvfølgelig, at de timer, hvor vedkommende rent faktisk havde tilbudt at kunne arbejde, ikke kunne indgå i beregningen af 120-dage, men det var Højesteret altså ikke enig i.

  2. Det har i mange år været anerkendt, at der ved beregningen også skulle medregnes søn- og helligdage, såfremt medarbejderen er syg omkring weekenden eller helligdagene (altså før og efter). Dette princip er stadigvæk og også fremover gældende i forhold til fuldtidssygemeldte. Imidlertid har dette medført, at der var opstået en formodning for, at man ved deltidssygemelding skulle tælle lignende perioder med med en skønsmæssig beregning. Dette har Højesteret nu en gang for alle og gjort op med. Med den nyeste afgørelse har retten nemlig fastlagt, at der ikke i bestemmelsen hjemles mulighed for, at der ikke ved opgørelsen kan foretages et skønnet fravær på søn- og helligdage og andre arbejdsfrie dage. Ved deltidssygemelding kan derfor alene fravær, som skulle have været på arbejdsdage, tælles med.

  3. Ved deltidssygemelding opgøres sygefraværet ofte i timer. Derfor var der også tvivl om, hvorvidt man på timebasis skulle beregne, hvor mange timer en medarbejder havde været fraværende i forhold til, hvor mange timer den pågældende medarbejder skulle have været på arbejde. Nu har Højesteret fastslået, at udgangspunktet er, at 120-dagesreglen tælles i dage, og dermed tælles en sygedag som EN dag – uanset hvor mange timer den pågældende medarbejder skulle have været på arbejde.

Husk: 120-dages reglen gælder kun for funktionærer og kun i tilfælde, hvor bestemmelsen direkte er aftalt i ansættelseskontrakten.

Læs også:

Sådan tæller du til 120


Ovenstående tekst er baseret på retstilstanden på tilblivelsestidspunktet og indeholder en generel gennemgang af nyeste praksis eller lovgivning på det tidspunkt. DANSK HR påtager sig ikke noget ansvar for brug af reglerne, og gennemgangen kan ikke erstatte egentlig juridiske sagsbehandling.