Direktører kigger på dåbsattesten, når de skal fyre

Stik imod reglerne om ligebehandling og forskelsbehandling spiller medarbejdernes alder en rolle, når knap 30 procent af virksomhederne skal fyre medarbejdere. Det viser en undersøgelse fra advokatkæden Advodan.

Reglerne er klare. Alder må ikke spille ind, når virksomhederne skal afskedige medarbejdere. Alligevel oplyser hver tredje af landets små og mellemstore virksomheder, at de kigger på dåbsattesten, når de står over for at skulle skille sig af med en medarbejder.

”Som arbejdsgiver er det nærliggende at afskedige en medarbejder, der har haft sine bedste år, og som måske også er løntung, hvis det går dårligt i virksomheden. Men man rammer lige ind i loven om forskelsbehandling,” forklarer advokat Steen Marslew, Advodan i Holbæk. Han har i mange år rådgivet både virksomheder og fagforeninger inden for området.

”Det er tankevækkende, at vi har haft loven om forskelsbehandling siden 1996, og alligevel er der så mange virksomheder, som skeler til alderen, når de afskediger. Forskelsbehandling gælder i øvrigt også for unge på arbejdsmarkedet. Her må arbejdsgivere heller ikke gøre forskel alene på grund af, at medarbejderen tilhører en yngre generation,” siger Steen Marslew. Han foreslår i stedet andre løsninger.

Find andre opgaver

”Som arbejdsgiver bør man i stedet overveje, om medarbejderne kan efteruddannes eller tilbydes andre opgaver i stedet for at afskedige dem. For det korte råd er, at man skal lade være med at afskedige nogen, hvor det ligner forskelsbehandling. Så ender vi med en sag,” siger Steen Marslew og henviser blandt andet til det øgede antal klager i Ligebehandlingsnævnet. Her modtog man sidste år 347 klager over forskelsbehandling på arbejdsmarkedet. I 2010 var det 286.

”Kort sagt kan man sige, at man skal opføre sig ordentligt. Men det kan være svært at navigere i reglerne, og det er vigtigt, at man som virksomhed er saglig i sine argumenter, når man vælger at afskedige. Så det er afgørende, at man kender reglerne, og hvordan de tolkes af fagforeninger og ikke mindst domstole,” siger Steen Marslew.

Mænd rammes hårdest

Undersøgelsen fra Advodan viser også, at virksomhederne foretrækker at sige farvel til mændene frem for kvinderne, når de skal afskedige. Dobbelt så mange virksomheder oplyser, at den seneste medarbejder, som blev opsagt, er en mand.

”Det viser jo, at er det nemmere at afskedige mænd. Hvis virksomhederne er bange for at få en ligebehandlingssag på halsen, tager de det sikre valg,” forklarer Steen Marslew.

Ifølge Danmarks Statistik er erhvervsfrekvensen for mænd 75 procent og 71 procent for kvinder.

Fakta om undersøgelsen

  • Undersøgelsen er gennemført i efteråret 2012 af Epinion for advokatkæden Advodan.
  • Der er gennemført 500 interviews med ejere/ledere af små og mellemstore virksomheder fordelt med 100 i hver af landets regioner.

Resultater

I hvilken grad spiller medarbejderens alder ind for dig, når du skal afskedige vedkommende?
I høj grad: 6 % (31)
I nogen grad: 11 % (57)
I ringe grad: 12 % (62)
Slet ikke: 66 % (328)
Ved ikke: 4 % (21)
Total: 100 % (499)

Hvilket køn har den seneste medarbejder, som din virksomhed måtte afskedige?
Mand: 46 % (229)
Kvinde: 21 % (106)
Vi har ikke afskediget medarbejdere: 28 % (142)
Ved ikke/ønsker ikke at svare: 4 % (22)
Total: 100 % (499)

 

Kilde: Advodan