Pilot f-35 1_WEB.jpg

Sidder du i dit drømmejob?

Sidder du i det job, du drømte om som barn? En ny survey indikerer, at kun ca. 60 % af danskerne mellem 31 og 45 år føler, at deres nuværende job er deres drømmejob. Øverst på listen over jobdrømme finder man professioner som professionel sportsudøver, dyrlæge og pilot, men kun lige knap halvdelen er bevidst gået efter at indfri barnedrømmen. Hvorfor ikke flere? Forsvarets Rekruttering har undersøgt hvilke barrierer eventuelle kommende pilotaspiranter støder på.

Ét af de jobs med en mytisk tiltrækningskraft på børn og unge er jobbet som pilot. Faktisk viser en survey som Forsvarets Rekruttering har foretaget, at der tilmed er sket en betydelig stigning i drømmen om at komme på vingerne i dag. Hvor 30 % af nutidens forældregenerationen har overvejet at blive pilot i barne- og ungdomsårene, er det hele 53 % af børn og unge i dag, der har det i tankerne.

Trods de optimistiske tendenser oplever Forsvaret alligevel ikke den samme mængde af ansøgninger til pilotuddannelsen, som surveyen ellers indikerer. Årsagen kan findes flere steder. Dels viser surveyen også, at 53 % af os ikke går målrettet mod barnedrømmen, når vi senere i livet vælger karrierespor. Samtidig ændrer 68 % af os også jobpræferencer, når vi bliver ældre. Men også andre faktorer viser sig, når man kradser i overfladen.

Fordomme om pilot-stereotypen som værende både fysisk og mentalt overlegen lever nemlig i bedste velgående. Surveyen afslører, at unge i dag på forhånd afskriver sig selv som pilot på grund af, at de ikke tror, at de kan opfylde optagelseskravene. Ifølge surveyen er nogle af hindringerne for de unge, at de ikke tror, at de kan leve op til de fysiske krav, eller at de ikke ville kunne bestå de psykologiske tests.

Denne opfattelse af pilotjobbet som uopnåeligt mærker man også i Forsvaret, og det er der ingen grund til. Et godt råd fra dem er at være forberedt, godt veludhvilet og motiveret til at give den en ordentlig skalle til afprøvningen som pilotelev, men så absolut at prøve.

”Hvis unge har en drøm om at blive pilot i Forsvaret skal de forfølge den! Det gælder også kvinder, som vi rigtig gerne vil have flere af. Jeg er helt sikker på, at der mange kvinder, der i lige så høj grad som mændene, har et ønske om at forfølge pilotdrømmen. Så jeg håber bare de vil vove springet.  Jeg oplevede at de unge ansøgere, vi havde til pilotudvælgelsen sidste gang var godt forberedt. Der var en tydelig seriøsitet, blandet med nervøsitet - på den gode måde,” siger Karsten Grejsen, Major og Leder af Udvælgelseselementet.

Tendensen med en tøvende attitude om at kaste sig ud i at forfølge drømmejobbet rammer lige ned i tidens fokusering på nulfejlskultur. Vælger unge en drømmeuddannelse fra på forhånd, inden de har fået en realistisk vurdering af, om de er kvalificerede, kan det indikere, at de lægger et stort indre pres på dem selv. Hellere fravælge end at blive valgt fra.

I en nulfejlskultur tolereres fejl ikke. Selvom et opgør med tankegangen om, at fejl er et problem har vundet indpas hos primært tech-giganter og start-ups, er der stadig et stykke vej, når det f.eks. gælder unges opfattelse af optagelseskravene til pilotuddannelsen. Men problemet er ikke at man begår en fejl, men at man opfatter fejl som negative. Fejl er nødvendige for vi lærer af dem, og de kan fører os videre og udvikle os. Fejl er ikke nødvendigvis et problem, de kan lige så godt være en katalysator.

 

Kilde: Forsvarets Rekruttering