Fotolia_211256957_Subscription_Monthly_M_WEB.jpg

Lad dine medarbejdere shine i mediebilledet

Af Nima Astanehdost, administrerende direktør i Randstad

Mange erhvervsledere lever efter devisen: ”Den, der lever stille, lever godt” – i hvert fald i forhold til medarbejderne. Bagtanken synes at være, at hvis vi i ledelsen sørger for, at især de dygtigste medarbejdere ikke bliver for synlige i markedet, så mindsker vi samtidig risikoen for, at konkurrenten får øje på dem og prikker dem på skulderen med tilbud om et grønnere græstæppe på den anden side.

Med andre ord så skal den dygtige medarbejder altså sidde år efter år og gemme sig bag sin arbejdsstation, så han eller hun forbliver mindst muligt synlig i forhold til sit kompetenceområde. Og guderne forbyde, at stjernemedarbejderen får lov til at shine som ekspert i mediebilledet for eksempel.

Men ærligt talt så burde der lyde et rungende ”nej” til den form for ”medarbejderpleje”, for selvfølgelig fortjener de dygtigste at komme på radaren – også selv om det betyder, at konkurrenten lægger mærke til det.

Folk, der har knoklet i årevis for at specialisere sig på et område, fortjener at få lov til at shine som de eksperter, de er, og udtale sig i mediebilledet. Åbenhed er vejen frem i dag, og alt andet er udtryk for en gammeldags tankegang, der ikke tager højde for, at vi lever i en ny verden med masser af sociale medier.

Det må være i virksomhedens interesse, at have glade og stolte medarbejdere, og der er ingen tvivl om, at en virksomhed, der hjælper de ansatte i deres karriere og lader dem stråle i mediebilledet, generelt vil blive belønnet med taknemmelighed, dedikation og loyalitet fra disse.

Og ja, selvfølgelig lægger konkurrenten også mærke til det, men det skal man altså ikke være så nervøs over, for som markedet ser ud i dag, så taler sandsynligheden for, at konkurrenten og

ikke mindst rekrutteringsbureauerne allerede er opmærksomme på dine dygtigste medarbejdere.

I dag er alle danskere på sociale medier, hvor de poster, liker og kommenterer forskelligt indhold - også fagligt - så det kræver ikke det store detektivarbejde at finde ud af, hvor de dygtige folk er.

Derudover viser en ny undersøgelse fra STAR at danskerne skifter job mere hyppigt end nogensinde. Og når medarbejderne skifter mellem arbejdspladserne i branchen, så kan du være sikker på, at rygtet om stjernerne i de forskellige virksomheder løber med dem.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal forfalde til en anarkistisk kommunikationspolitik, hvor alle medarbejdere bare kan udtale sig om hvad som helst, men hvis der er et interessant område, som en specialiseret medarbejder ved meget om, så klæder det i høj grad virksomheden at lade medarbejderen udtale sig om det som ekspert.

Derfor giv medarbejderen mulighed for at bruge sine kompetencer og giv dem lov til at shine også offentligt og i medierne. Hvis du gør det, så er risikoen langt mindre for, at din stjernemedarbejder søger over til konkurrenten.