Billede_stort_natur.jpg

Her vil naturvidenskabs- og ingeniørstuderende helst arbejde

Novo Nordisk og Novozymes topper dette års rangliste over virksomheder, som ingeniør- og naturvidenskabsstuderende i Danmark helst vil arbejde for.

En række virksomheder i byggebranchen er det seneste år gået mange pladser tilbage.

Det fremgår af Universums årlige Student Survey 2016-udgave, som kortlægger danske studerendes drømmearbejdsgivere og ønsker til karrieren.

At Novo er et meget eftertragtet sted at arbejde, har vi som danskere vænnet os til. Men i international sammenhæng er Novos popularitet meget bemærkelsesværdig, fordi medicinalfirmaer ikke anses for at være særligt attraktive arbejdspladser i mange af de 60 andre lande, Universum gennemfører tilsvarende undersøgelser i.

”Novo har skabt en helt unik fortælling. Deres Employer Brand hviler på et meget attraktivt grundlag, såsom at de forbindes med markedssucces, giver god løn, er en god reference på CV’et, er kendt for innovation, virker for et godt formål, har gode, empatiske ledere og tilbyder et rart arbejdsmiljø. En så stærk kombination har andre store danske virksomheder svært ved at matche, og derfor ligger Novo år efter år i top på ranglisten, og de er endda gået yderligere frem i år,” siger Jesper Dansholm, direktør for Universum i Danmark.

Størst samlet fremgang som branche står videns- og undervisningsinstitutioner dog for. Både Københavns Universitet (7), Aarhus Universitet (12), Statens Seruminstitut (19) og Syddansk Universitet (20) er hver gået flere pladser op, mens DTU har bevaret sin tiendeplads. Udover at bedrive spændende forskning er de nævnte steder også gode at have på sit CV.

Foretrækker danske arbejdsgivere

Et markant kendetegn ved listen, er, at 27 ud af de 30 mest populære arbejdsgivere er danske virksomheder. Kun tre udenlandske virksomheder - Google (5), Siemens (9) og Microsoft (16) - har fået plads i den øverste del af Universums årlige undersøgelse af Danmarks mest attraktive arbejdspladser.

”Årsagen til den danske dominans i toppen er todelt. For det første er mange forsknings- og videnstunge stillinger for ingeniører og naturvidenskabsfolk typisk placeret i en virksomheds hovedkontor, som jo for de danske virksomheders vedkommende ligger i Danmark. Desuden er mange danske virksomheder gode til at markedsføre sig på et godt arbejdsmiljø og at sikre en god balance mellem arbejde og fritid, hvilket er to faktorer, som vægter højt blandt de studerende,” siger Jesper Dansholm fra Universum.

Vender ryggen til byggebranchen

Rambøll (3) og COWI (6) er fortsat ganske attraktive arbejdsgivere. Men både MTH, NCC, Per Aarsleff, Rockwool og Velux falder i snit 10 pladser og Sweco rutsjer hele 25 pladser i den forkerte retning.

”Hvis man ser bort fra de rådgivende ingeniører, er det et åbent spørgsmål, i hvilket omfang byggebranchens virksomheder brander sig selv over for fremtidens medarbejdere. Det virker som om, at mange af dem har mere travlt med at få styr på deres økonomi end at tænke på, hvordan de kan tiltrække næste generation til at fortsætte arbejdet med byggebranchens løbende transition og konsolidering,” siger Jesper Dansholm,” direktør for Universum i Danmark.

Top-10 listen

Disse egenskaber lægger naturvidenskabs- og ingeniørstuderende mest vægt på, når de skal udpege de mest attraktive arbejdsgivere:

  1. Venskabeligt/rart arbejdsklima
  2. God reference for fremtidig karriere
  3. Har kreativt og dynamisk arbejdsmiljø
  4. Fremtidig høj indkomst
  5. Inspirerende formål
  6. Attraktive/spændende produkter og tjenesteydelser
  7. Muligheder for lederjob
  8. Professionel uddannelse og udvikling
  9. Har ledere, der støtter min udvikling
  10. Innovation

Se ranglisten fra undersøgelsen her

Om Universum Student Survey 2016

  • Universum Student Survey 2016 er baseret på besvarelser fra i alt 15.478 studerende på ti danske universiteter, heraf 3.093 naturvidenskabs- og ingeniørstuderende.
  • Respondenterne studerer økonomi, naturvidenskab, ingeniør, it, jura eller humaniora.
  • Undersøgelsen er gennemført i perioden oktober 2015 – februar 2016.
  • Universum gennemfører tilsvarende undersøgelser i 60 lande over hele verden.
  • Universums danske ranglister er tilgængelige her 


Kilde: Universum