_U0A1667_photo_jacob_crawfurd.jpg

Atea vinder HR-prisen 2019:

Energi i hverdagen - mental trivsel

Ateas HR-afdeling har et dedikeret fokus på mental trivsel blandt Ateas medarbejdere. Indsatsen har resulteret i en mere åben dialog blandt medarbejderne og et opbrud med berøringsangsten for svære emner som stress og mistrivsel. For dette arbejde vinder SVP i HR & Communications Annette Otto og projektleder Jeanette Sylvest, Atea HR-prisen 2019 uddelt af DANSK HR.

”De sidste par år har ikke været nemme for Ateas 1600 medarbejdere. It-branchen er i forvejen en omskiftelig størrelse, og på toppen af dette har Atea været under massivt pres. Vi er landet sikkert på benene igen, og jeg er overbevist om, at vores vedholdende og systematiske HR-arbejde fortjener en stor del af æren herfor. Åbenhed, dialog og medarbejdertrivsel tegner i dag fundamentet for en udvikling hen imod en langt sundere virksomhedskultur i Atea,” siger Morten Felding, administrerende direktør, Atea.

Indsatsen omkring mental trivsel er bare ét element i en større HR-indsats, som hedder Energi i hverdagen, der har eksisteret siden 2016 med det mål at skabe rammer for og inspiration til, at alle medarbejdere kan opnå endnu bedre fysisk, mental og social trivsel. Indsatsen har igennem årene bestået af mange forskellige temaer med både traditionelle tilbud som diætistforløb, gå-hjem-møder om antiinflammatorisk kost, træningshold og skridt-konkurrencer, samt lidt mere utraditionelle tiltag som søvnworkshops, folkedans, lørdagsforedrag for familier med teenagere, småkage-bage-kit, julepyntskonkurrence og fokus på sociale relationer via samtalekort til kantinen.

Temaerne løber typisk over et kvartal, og i de første to kvartaler af 2019 har fokus været på mental trivsel, hvor stress og nærved stress særligt har været i fokus. Alle ledere er blevet klædt på i forhold til at spotte en medarbejder med begyndende stress og desuden undervist i anvendelse af Ateas eget konkrete rammeværktøj til ledelse af medarbejdere under pres. Derudover er der afholdt forskellige workshops og foredrag om stress for medarbejderne og deres familier samt gennemført mindfulness- og yogaseancer. Endelig har Atea indført mentale pauser med puslespil-stationer rundt omkring på kontorerne, hvor alle er velkommen til at tage sig en velfortjent pause fra arbejdsopgaverne.

De mange forskellige arrangementer har været yderst velbesøgte, og netop den massive interesse bekræfter Atea i, at der er et behov for at sætte fokus på mental trivsel. En indsats som denne sender samtidig et stærkt signal til medarbejderne om, at deres arbejdsplads prioriterer deres trivsel og sundhed. Men vigtigst af alt understøtter indsatsen den kulturrejse, Atea er i gang med, hvor de bevæger sig væk fra tabuiseringen af at føle sig presset i sit arbejde og hen imod en kultur, hvor medarbejderne tør tale åbent med hinanden og deres nærmeste leder om, hvordan de egentlig har det.

”Det er et langt sejt træk, hvor topledelsens opbakning er afgørende, og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Annette og Jeanettes engagement og bedrift med at skabe de bedste rammer for trivsel i Atea har min fulde opbakning. Derfor synes jeg, at Ateas HR-afdeling er et oplagt valg som modtager af HR-prisen 2019,” siger Morten Felding, administrerende direktør, Atea.

 

HR-prisen 2019 blev offentliggjort og uddelt torsdag d. 3. oktober kl. 13.00 under Træfpunkt HR’s 20-års jubilæumsreception i Øksnehallen, Halmtorvet 11, 1700 København V.