Billede_stort_HR-ansatte forklarer deres rolle.jpg

Sådan forklarer HR-ansatte deres rolle til andre

Af Michael Dupont Fischer, Mark Information A/S

Det er ikke altid lige nemt at forklare andre, hvad man beskæftiger sig med i HR. En række HR-ansvarlige har givet deres personlige bud på en forklaring til venner, familie og kollegaer.

HR-rollen favner en lang række vigtige opgaver, kompetencer og ansvarsområder som fx lønadministration, personalejura, rekruttering og lederudvikling.

For udenforstående kan det imidlertid være svært at forstå, hvad HR-rollen egentlig omfatter og betyder.

Chandler Bing og HR

I sociale sammenhænge vil HR-personer ofte være i samme situation som den folkekære Chandler Bing fra 90’ernes populære TV-serie ”Venner”.

De fleste ved, at han har et godt job, men de færreste er klar over, hvad han egentlig beskæftiger sig med.

Du kan måske også nikke genkendende til din mors flakkende blik, når du beretter livligt om virksomhedens sidste DISC-måling? Eller hvordan din bedste ven forsøger at skifte emne, når du fortæller, hvor glade cheferne blev for tidsregistreringssystemets opgørelse af overarbejde i forhold til forventet produktivitet i organisationen?

Forklaringer med to fællesnævnere

Så hvordan forklarer man jobbet i HR, så venner, familie og kollegaer får en mere fyldig forståelse af rollen?

Det er ikke nogen nem opgave …

Alligevel har HR-ansatte i forskellige virksomheder givet deres personlige bud på udfordringen. Og der er to fællesnævnere, der går igen:

  1. Der er forskel på at forklare rollen til ældre og til helt unge eller børn
  2. Fortællingen om, at HR arbejder med mennesker

Solbjørg Myren er HR-manager hos brandsikringsvirksomheden Firesafe. Hun tager højde for, hvem hun forklarer til og fortæller følgende om jobbet i HR: ”Det er som regel de yngste eller de ældste, som ikke forstår begrebet ”HR”. Hvis de er ældre, siger jeg, at jeg er personalechefNår veninder til min datter på 18 spørger, så forklarer jeg, at jeg arbejder med mennesker i organisationen. Jeg arbejder med at ansætte og udvikle mennesker – og sørger for, at de får de rigtige ansættelsesaftaler og gode ledere.”

En lidt anden vinkel anlægges af Solars HR-specialist, Lisa Pira. Hun forsøger at italesætte sin rolle som en del af arbejdspladsens kerneforretning: ”Hvis nogen spørger, så vil jeg nok fortælle, at min arbejdsplads sælger lamper og strømafbrydere. Og at jeg arbejder med mennesker for at sikre, at vi har en arbejdsplads, hvor så mange som muligt har det godt og trives med det, de gør – og samtidig har mulighed for at udvikle sig og udføre et godt stykke arbejde.” 

Se flere personlige bud på, hvordan andre HR-personer forklarer om rollen til venner, familie og kollegaer – og få svaret på, hvad Chandler Bing fra ”Venner” beskæftiger sig med.