Jura_paragraf.jpg

G-dage afskaffes gradvist ved kortvarige ansættelser

Af Mette Nørlem, cand.jur., Chief of Staff, DANSK HR

Når en medarbejder opsiges, skal arbejdsgiver betale dagpenge (såkaldte g-dage) de første tre dage, såfremt medarbejderen står uden arbejde efter fratrædelsen og er dagpengeberettiget..

For virksomheder, der ansætter medarbejdere for under tre måneders ansættelser, sker der nu som følge af den nyeste beskæftigelsesreform en gradvis afskaffelse af g-dage.  Årsagen hertil er, at man fra regeringens side ønsker at gøre det mere økonomisk og administrativt lettere at beskæftige medarbejdere på kortvarige kontrakter.

Med reglernes indførelse betyder det, at virksomhederne i 2015 og 2016 nu kun skal betale 1. og 2. ledighedsdag.  Fra 2017 skal virksomhederne kun betale 1 dag, og fra 2018 skal virksomhederne slet ikke længere betale g-dage til fratrådte medarbejdere med under tre måneders ansættelse.

For afskedigede medarbejdere vil de nye regler betyde, at de modtager arbejdsløshedsdagpenge i stedet for g-dage.

Ændringerne trådte i kraft den 1. januar 2015.