Billede Kopi

Morten T. Højberg

 

Pressemeddelelse

Moment-stifter takker af efter 24 års vækstrejse

Direktør og stifter Morten T. Højberg stopper efter eget ønske i sin stilling ved udgangen af 2021 - efter 24 år i spidsen for Danmarks største vikarbureau, Moment. Han fortsætter i Moment-Eterni´s bestyrelse og overdrager virksomhedens daglige drift til sin mangeårige kompagnon og medstifter Thomas Gleerup, der får titel af COO i Norden og Adm. direktør i Danmark. Thomas skal sammen med den nye nordiske direktion samle kræfterne i Norden med henblik på at indfri målsætningen om at blive en af Nordens førende leverandører af fleksibel arbejdskraft.

Når Moment-Eterni i dag melder ud om den nye koncernstruktur, der fremadrettet vil bestå af Rune Myrseth, koncern CEO, Thomas Gleerup, koncern COO/ansvarlig for Danmark, Patrick Hansson, ansvarlig for Sverige, Bob Abildgaard Jørgensen, Head of M&A and Strategy og Stian Nygaard koncern CFO, kan Morten og Thomas se tilbage på 24 års ubrudt vækstkurve, der i foråret kulminerede med opkøbet fra kapitalfonden Axcel.

I løbet af de seneste to årtier har Morten sammen med Thomas sat agendaen inden for brugen af fleksibel arbejdskraft, hvilket har styrket kundernes konkurrencekraft og ikke mindst formidlet job til hundredetusindevis af kandidater. Samtidig har branchens generelle sundhed ligget de to iværksættere meget på sinde som frontkæmpere i kampen om at sikre ordnede forhold for vikarer i Danmark.

Morten T. Højberg glæder sig til at fortsætte i bestyrelsen for Moment-Eterni, men han lægger ikke skjul på, at hans fokus nu også kommer til at pege i en anden retning.

”Jeg efterlader en stærk virksomhed med en fantastisk kultur, og jeg ser frem til at kunne fortsætte i bestyrelsen hos Moment-Eterni. Nu glæder jeg mig til at få mere tid til at pleje nye og spændende aktiviteter. Selvfølgelig er det specielt at overlade roret til en anden efter så mange år, men jeg er helt tryg ved det. Det er nogle stærke profiler, der tager over, og jeg er sikker på, at det nye setup vil styrke Moments position yderligere i det nordiske marked som den foretrukne samarbejdspartner inden for fleksibel arbejdskraft,” siger Morten T. Højberg.

Thomas glæder sig over, at Morten fortsætter i bestyrelsen og til at videreføre Moment sammen med virksomhedens nye nordiske CEO, norske Rune Myrseth, som indtil nu har været CEO i det, der samtidig har været Moments hidtil største opkøb, nemlig det norske og svenske bemandingsbureau Eterni Group.

”De 24 års parløb med Morten står som noget helt særligt for mig - noget som jeg er utrolig taknemmelig for at have været en del af – og jeg er meget glad for, at vores samarbejde fortsætter med Morten som en del af bestyrelsen. Jeg glæder mig samtidig til at udvide mit arbejdsfelt og ikke mindst til sammen med den nye nordiske direktion at få strømlinet vores leverancer og processer, så vi kan positionere os som værende den førende udbyder inden for fleksibel arbejdskraft” fortæller Thomas Gleerup.

Jeff Gravenhorst, bestyrelsesformand i Moment-Eterni er meget tilfreds med det nye setup og benytter samtidig lejligheden til at takke Morten T. Højberg for en formidabel indsats.

"Jeg har stor respekt for Mortens valg og vil gerne takke ham for et fantastisk samarbejde - det er ikke mindst hans fortjeneste, at vi står, hvor vi gør i dag. Med Rune Myrseth som CEO, med Thomas som ansvarlig for operations og med Morten i bestyrelsen, styrker vi Moment-Eternis position på det nordiske marked for på den måde at sikre, at vi er gearet til fremtiden og til at blive en af Nordens førende udbydere af fleksibel arbejdskraft,” fastslår Jeff Gravenhorst.