Jura_jobsamtale.jpg

I orden at spørge om alder i forbindelse med rekruttering

Af Mette Nørlem, Chief of Staff og DANSK HR’s erhvervsjuridiske rådgiver, DANSK HR

Ligebehandlingsnævnet har i en afgørelse (10/2015) afgjort, at det ikke var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver indhentede oplysninger om en 65-årig ansøgers alder i forbindelse med en ansættelsesproces.

Klager, som var en 65-årig mand, søgte via et online-ansøgningsskema ansættelse ved en videregående uddannelsesinstitution. Det var obligatorisk at angive sin fødselsdato og år og dermed sin alder. Klager mente, at dette var indirekte forskelsbehandling på grund af alder. Der er ikke noget i forskelsbehandlingsloven, der hindrer, at en arbejdsgiver i forbindelse med en ansøgningsprocedure kan anmode ansøgeren om at oplyse sin alder. Der var i øvrigt ikke oplysninger, der tydede på, at arbejdsgiver havde lagt vægt på klagers alder.

Hvad viser afgørelsen?

Afgørelsen viser, at det ikke er i strid med forskelsbehandlingsloven, at arbejdsgivere indhenter oplysninger om ansøgeres alder i forbindelse med ansættelse og rekruttering. Det er således tilladt at bede om angivelse af alder, såfremt det er et obligatorisk udfyldningsfelt i en ansøgningsblanket, og det ikke bruges til sortering af kandidaterne.