Jura_vægt.jpg

Alle funktionærer har nu ret til fratrædelsesgodtgørelse

Af Mette Nørlem, cand.jur., Chief of Staff, DANSK HR

Reglerne for fratrædelsesgodtgørelse er med et netop vedtaget lovforslag blevet forenklet, så alle funktionærer har ret til godtgørelse efter 12 års ansættelse.

I mange år var reglerne efter funktionærlovens § 2a helt klare. Imidlertid blev de udfordret af reglerne om forskelsbehandling på grund af alder, da de fastlagde, at en medarbejder trods lang ansættelse ikke nødvendigvis havde ret til fratrædelsesgodtgørelse, hvis den enkelte have mulighed for at gå på pension. Dette har gjort, at vi i de senere år har haft en mere uklar praksis.

Nu har folketinget imidlertid vedtaget en lovændring, der per 1. februar 2015 ændrer ordlyden og indholdet af funktionærlovens § 2a. Det betyder, at man fremover ikke skal foretage en vurdering af, om opsagte medarbejdere kan / vil gå på pension, efterløn eller andet. Nu vil alle medarbejdere efter 12 års ansættelse fremover have ret til fratrædelsesgodtgørelse.

Hvor reglerne før var, at fratrædelsesgodtgørelsen udgjorde 1,2 eller 3 måneder på baggrund af 12,15 eller 18 års ansættelse, er reglerne nu sådan, at medarbejdere, der har været ansat på samme arbejdsplads i 12 år eller mere har ret til fratrædelsesgodtgørelse svarende til en månedsløn. Har den afskedigede funktionær været ansat i 17 år eller mere, er godtgørelsen på tre måneders løn.

Lovforslaget træder i kraft 1. februar 2015, og de nye regler vil finde anvendelse på opsigelser, der finder sted efter denne dato.

Se den nye formulering af funktionærlovens § 2a:
”§ 2a. Såfremt en funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12 eller 17 år, opsiges, skal arbejdsgiveren ved funktionærens fratræden udrede et beløb svarende til henholdsvis 1 eller 3 måneders løn.
Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af uberettiget bortvisning.”