Fotolia_221360694_Subscription_Monthly_M_WEB.jpg

Interview med Jacques van den Broek, CEO i Randstad

Af Nikolaj Henum

Den 23. August 2018 besøgte Randstads koncerndirektør Jacques van den Broek smilets by – Aarhus. Og selv om de færreste nok nikker genkendende til navnet, så er han øverste chef for verdens næststørste rekrutteringsbureau, Randstad, der er repræsenteret i 39 lande og har cirka 40.000 medarbejdere.

Globalt set formidler Randstad job til mere end 650.000 personer dagligt, og det er tal, der peger på, at her har vi at gøre med en person, der i den grad har indsigt i det globale arbejdsmarked og ved, hvad der rører sig.

I anledning af besøget fik vi mulighed for at tale med ham om HR og få hans bud på, hvad vi kan forvente os i fremtiden, herunder hvordan man bedst ruster sig til de nye udfordringer – og det kom der nogle interessante betragtninger ud af.

Jacques van den Broek (th) i dialog med IT rekrutteringsspecialist Niels Junge under hans besøg hos Randstads Aarhus-afdeling.

Hvilke udfordringer mener du, virksomhederne vil møde i årene fremover?

”Der er forskellige udfordringer, som virksomheder vil møde i årene fremover – og vi ser det allerede mange steder. Kampen om talenter står lige nu højt på manges agenda, og det vil også have en høj prioritet i årene fremover,” siger Jacques van den Broek.

”Den demografiske udvikling vil helt sikkert også komme til at få stor betydning fremadrettet set i forhold til, at arbejdsstyrken generelt bliver ældre, og der vil komme et pres for, at folk skal blive længere på arbejdsmarkedet. Det bliver af samme grund en udfordring for virksomhederne at holde fast i den knowhow, som den ældre del af arbejdsstyrken er i besiddelse af, samtidig med at de ældre medarbejdere skal holdes ajour med nye udfordringer,” forklarer han.

Hvordan forbereder man bedst sin virksomhed til fremtiden?

”Alle brancher bliver disrupted i disse år, og alle kommer til at skulle evaluere på, hvad teknologien betyder for deres virksomhed og agere herefter under hensyntagen til kerneforretningen,” siger Jacques van den Broek.

”Der er i det hele taget meget fokus på investeringer i teknologi – især teknologi, der ikke alene gør os i stand til at tiltrække de bedste medarbejdere, men som også hjælper os med at håndtere de daglige opgaver, herunder projektansættelser, som vil komme til at fylde meget i fremtidens arbejdsmarked.”

”Markedet bliver mere og mere komplekst for de fleste, og i den kontekst tror jeg, at vi vil se, at virksomhederne i stigende grad vil opbygge forskellige partnerskaber med hinanden. Vi har i dag en enhed som hedder Sourceright, hvor vi finder medarbejdere til de største virksomheder i verden - og den slags partnerskaber tror jeg, vi vil se mere til i fremtiden,” siger han.

”Der er naturligvis altid en risiko forbundet med at skulle tilpasse sin forretning til fremtidens udfordringer, men risikoen ved ikke at foretage sig noget er væsentlig større,” råder Jacques van den Broek.

Hvad er dit bedste råd til, hvordan man får succes?

”Det er lidt ligesom i sportens verden - selvom man er rigtig god, kan man altid træne mere og blive endnu bedre. Hver gang man har afsluttet en opgave, bør man evaluere, om man gjorde det godt nok, og på hvilke områder man kan forbedre sig fremadrettet,” siger Jacques van den Broek.

Næsten alle brancher bliver disruptet for øjeblikket – hvordan ser du det ske i forhold til rekruttering?

”Jeg tror, at en af de største udfordringer på arbejdsmarkedet bliver tilgangen til rekruttering.

Der er så stor mangel på arbejdskraft, at vi i endnu højere grad vil opleve, at det ikke bliver folk, der søger efter job, men mere jobs der søger efter folk (red: mere arbejdstagers marked). Hvis man kan finde ud af at håndtere og opbygge data og systemer, der giver viden om, hvornår en kandidat er klar til sit næste jobskifte, så man kan reagere hurtigt på de oplysninger, så er man godt rustet til fremtiden i forhold til rekruttering,” forklarer Jacques van den Broek.

”Derudover bevæger vi os også i retning af et arbejdsmarked, der bliver mere præget af projektansættelser. Det betyder naturligvis også meget i et rekrutteringsperspektiv, for det bliver sværere for virksomhederne at tilknytte medarbejdere gennem flere år, og så vil de dygtige jo arbejde på de mest spændende projekter, og ikke nødvendigvis i en-og-samme virksomhed ” siger han.

Hvis du skulle pege på det land eller den region, som er bedst gearet til fremtiden, hvilket et skulle det så være?

”Jeg vil især pege mod Asien, der har et noget anderledes og mere agilt arbejdsmarked end mange lande i Europa, og det handler i høj grad om, at man mange steder driver et land, som var det en virksomhed. Et land som for eksempel Singapore er langt fremme, og man kan sige, at det drives lidt som en virksomhed. Jeg har mødtes med Singapores regering, og de er meget forudseende, må man sige. De har et klart billede af arbejdsstyrken og af, hvad der skal bruges i fremtiden - og hvor de skal sætte ind i forhold til uddannelse og ydelser. I Europa finder lignende betragtninger sted, men der er det mere noget, der sker på regionsbasis,” forklarer Jacques van den Broek.

”Man skal dog ikke glemme, at der også er et kulturelt element i det, som ligger uden for, hvad virksomheder og regeringer er herrer over, og det handler om, at det også er den enkeltes ansvar på individplan. Man kan ikke lægge vægten alene over på virksomheden og sige, ”nu har du ansvaret for mig i mit arbejdsliv.” Man skal selv tage ansvar, og sådan bliver det i endnu højere grad i fremtiden,” forudser han.

Jeg er bekendt med, at du er meget fascineret af og interesseret i den danske virksomhed Lego - hvad skyldes det?

”Jeg har altid været fascineret af Lego. Det skyldes først og fremmest, at det er en familiedrevet virksomhed, som på den måde minder lidt om Randstad. Og så har Lego igennem de seneste mange år jo gennemgået en fantastisk rejse med masser af udfordringer. Og selv om disse har været store - og nogle stadig er der i dag – har de klaret sig. Det synes jeg er fascinerende, og det bekræfter mig i, at en familiedrevet virksomhed ofte har mulighed for at arbejde efter en mere langsigtet strategi,” forklarer Jacques van den Broek.