Jesper_Dansholm_Universum

Så meget har studerendes jobdrømme ændret sig på kun otte år

Studerende vil arbejde i større virksomheder, have international karriere og bekymrer sig ikke om arbejdsløshed.

Ganske vist myldrer dansk erhvervsliv med små og mellemstore virksomheder. Men de får stadigt sværere ved at tiltrække unge talenter. Det viser en sammenligning af Universums seneste Student Survey undersøgelse med den tilsvarende undersøgelse i 2009.

For otte år siden var det således 42 pct. af alle studerende, der ønskede at arbejde i en virksomhed med under 100 ansatte. I år har mindre end hver tredje (31 pct.) en SMV’er øverst på ønskesedlen. Og det på trods af, at den unge ofte kan prøve flere forskellige slags opgaver i mindre virksomheder.

Omvendt ønsker hver tredje studerende (33 pct.) at arbejde for en virksomhed med 500 eller flere ansatte mod blot 23 pct. tilbage i 2009. Det svarer til en stigning på 43 pct.

”De store virksomheder har de seneste år har arbejdet professionelt med deres employer brand ved at være synlige ude på uddannelserne og i de sociale medier, ligesom det i dag er standard at have et afsnit på hjemmesiden om, hvordan virksomheden er som arbejdsplads, fortalt gennem andre unge. De er gode til at kommunikere om deres værdier og slår på, hvad der gør virksomheden attraktiv og værdifuld for kandidaterne. Effekten ser vi så nu i en markant større søgning blandt unge mod de større virksomheder,” siger direktør for Universum Danmark Jesper Dansholm.

Ja tak til udlandet

De store virksomheder kan også i højere grad leve op til ønsket om en international karriere, hvilket er det afgørende for dobbelt så mange it- og ingeniørstuderende i forhold til for otte år siden.

En af årsagerne er ifølge Jesper Dansholm, at de unge er født globale, vant til at kommunikere internationalt og tager semestre i udlandet. Derfor føles det udenlandske meget mere naturligt for dem og bliver højere prioriteret.

Bekymrer sig ikke om arbejdsløshed

Nutidens studerende er heller ikke præget af finanskrisen angst for, at der ikke er noget job, når de er færdige. Universums undersøgelser, som gennemføres i en lang række lande, viser eksempelvis, at danske studerende synes, de sidder med gode kort på hånden på arbejdsmarkedet.

”I forhold til svenske og norske studerende er kun halvt så mange danske studerende bekymrede om arbejdsløshed. Jobsikkerhed er derfor ikke en værdi, man som virksomhed i Danmark skal slå specielt hårdt på, mens det kan være et godt kort at spille i andre lande,” siger Jesper Dansholm.

Han peger på, at virksomheder i Danmark hellere skal bruge krudtet på at fortælle de unge om virksomhedens formål. Især hvis formålet er godt såsom at hjælpe syge eller være med til at skabe et bedre samfund:

”Det kan være rigtig svært at tiltrække talentfulde unge talenter, hvis formålet ”kun” er at sælge mere vaskepulver eller forgylde aktionærerne. Det gør sig ikke mindst gældende blandt it-studerende, hvor det at arbejde for et inspirerende formål på otte år er gået fra at være sjette vigtigst til nu at være næst vigtigst,” pointerer direktør Jesper Dansholm fra Universum Danmark.

Top 20 virksomheder for business/økonomi studerende:

  1. Lego
  2. P. Møller – Mærsk
  3. Novo Nordisk
  4. McKinsey & Company
  5. Deloitte
  6. Carlsberg
  7. The Boston Consulting Group (BCG)
  8. Bestseller
  9. Microsoft
  10. L'Oréal Group
  11. Danske Bank
  12. PwC (PricewaterhouseCoopers)
  13. EY (Ernst & Young)
  14. Vestas
  15. Bang & Olufsen
  16. Pandora
  17. Nordea
  18. Udenrigsministeriet
  19. Arla Foods
  20. Finansministeriet

Om Universum Student Survey 2017

  • Universum Student Survey 2017 er baseret på besvarelser fra i alt 14.830 studerende på videregående uddannelser inden for økonomi, naturvidenskab, ingeniør, it, jura og humaniora.
  • Undersøgelsen er gennemført i perioden november 2016 – marts 2017.
  • Universum gennemfører tilsvarende undersøgelser i 60 lande over hele verden.
  • De seneste tre års danske ranglister er tilgængelige her

 

Kilde: Universum