Billede_stort.jpg (1)

Motion i arbejdstiden lønner sig

Træning i arbejdstiden betaler sig – både for den enkelte medarbejder og for virksomhederne selv.

Det viser den ph.d.-afhandling, som Just Bendix Justesen for nylig forsvarede ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.

Just Bendix Justesen forsker i fysisk aktivitet og sundhed i arbejdslivet og har i forbindelse med sin ph.d. undersøgt effekten af træning i arbejdstiden blandt 400 kontoransatte i den offentlige og private sektor.

I to år trænede halvdelen af de ansatte én time ugentligt sammen med idrætsstuderende fra SDU, og forbedringerne var til at måle: Efter et år var de ansattes helbred, herunder kondition og blodtryk, forbedret betydeligt, og samtidig var korttidssygefraværet faldet med 56 procent og produktiviteten øget med 10 procent. Modsat var der ingen målbare ændringer hos de ansatte, der ikke trænede som en del af projektet.

Træning gavner også virksomhederne selv, påpeger Just Bendix Justesen.

”Virker det her på bundlinjen? Det korte svar er: Ja. Der er mange udgifter forbundet med det, men hvis man medregner forbedringer i korttidssygefravær og produktivitet, så får virksomhederne pengene tilbage,” siger Just Bendix Justesen, der sideløbende med sin forskning også fungerer som managementkonsulent.

Ikke nok at ansætte fitnessinstruktører

Træningsaktiviteter på arbejdspladser dør ofte ud efter et halvt års tid, fordi de ifølge Just Bendix Justesen ikke bliver implementeret godt nok. Nogle arbejdspladser tror, at det er nok at ansætte fitnessinstruktører til at stå for træningen, men det kræver en større investering.

”Hvis man tror, at en kulturel forandring sker ved at hyre sundhedsfolk, så er man meget naiv. Det kræver en anden faglighed og forståelse for projektledelse og implementering,” siger Just Bendix Justesen, der derfor anbefaler virksomhederne at ansætte en managementkonsulent til at forestå den del.

Også såkaldte sundhedsambassadører kan være med til at gøre træning til en naturlig del af arbejdsugen, viser afhandlingen. Sundhedsambassadører er menige medarbejdere, hvis opgave er at videregive viden om sundhed og træning til kollegerne samt motivere dem til at deltage i træningsaktiviteterne.

”En tæt kollega er bedre til at forankre sådanne tiltag, fordi der er større tillid mellem kollegaer end til en chef eller sundhedsekspert,” siger Just Bendix Justesen.

Han tilføjer, at det dog også kræver opbakning fra ledelsen og mellemledere, der skal udstikke mål og rammer, støtte medarbejderne undervejs, følge op og i det hele taget skabe en kultur omkring træningen.

Kilde: Ny Viden, Syddansk Universitet