csod18400124_WEB.jpg

Fremtidens HR – trends fra Convergence

Af Stefan Robsen, Nordisk Direktør, Cornerstone OnDemand

Vi lever i en verden, der er styret af innovation, og hvor nye teknologier konstant vinder indpas. Automatisering, kunstig intelligens, stemmestyrede assistenter og maskinlæring – det er ikke blot temaer fra science fiction-film men nu også allerede hverdag eller den nærmeste fremtid for HR-afdelinger verden rundt.

På Cornerstone OnDemands årlige konference, Convergence, i London var der rig mulighed for at se nærmere på ny teknologi, lytte til spændende foredrag og paneldebatter og debattere fremtiden for HR med europæiske kollegaer. Her ser vi på nogle af de temaer, der fyldte mest på konferencen.

Læring og upskilling

Et af de gennemgående temaer var livslang og kontinuerlig læring. På et arbejdsmarked, hvor der er rift om talenterne og mangel på kvalificeret arbejdskraft inden for mange fag, er en vigtig del af HR-strategien at talentudvikle og ”upskille” de medarbejdere, en virksomhed allerede har.

Cornerstones CEO Adam Miller talte i sin keynote om, hvordan den teknologiske udviklings hastighed kræver, at medarbejdere konstant skal holdes opdateret.
Ifølge World Economic Forum eksisterer ét ud af tre fremtidige jobs ikke engang endnu. Virksomheder, der ikke forbereder og uddanner sine medarbejdere til denne fremtidige udvikling, vil komme til at få det svært med at tilpasse sig og overleve.

Skills divide

Der var også stor fokus på dét, man kalder ”the skills divide”. Altså en opdeling af folk i de, der har evnerne og kvalifikationerne til at overleve automatiseringen og digitaliseringen, og så de ufaglærte, som vil komme til at opleve mange jobmuligheder forsvinde, hvis de ikke opgraderer deres færdigheder. Derfor er det naturligvis vigtigt for den enkelte person konstant at fortsætte sin læring og uddannelse. Men det er også nødvendigt for virksomhederne at være opmærksomme på, at man ikke kan rekruttere sig ud af problemet, da der er så stor rift om de talenter, der allerede besidder vigtige færdigheder indenfor ny teknologi og nye processer. Man må derimod forsøge at upskille og derefter fastholde de medarbejdere, man allerede har i virksomheden.  

Adgang til målrettet læringsindhold når det passer

Vi er mere eller mindre ”koblet på” nettet hele tiden, og derfor er vi blevet vant til at have adgang til information konstant og uanset hvilken enhed, vi befinder os på. Det kan man lige så godt udnytte, når det kommer til læring og uddannelse. Moderne læringsportaler kan indeholde både længere kurser, e-learning, mikrolearning, TedTalk-agtige videoer, mini-quizzer, osv., så det er muligt at flette læring ind, uanset om man har en time på kontoret, et kvarter i bussen, eller to minutter, mens man børster tænder.

Strategisk HR og data

Udover læring og ”skills” var der også fokus på strategisk HR og data på konferencen. HR har længe ønsket sig en plads ved bordet i topledelsen, og nu hvor man endelig er ved at være der, hvad gør man så med den plads? HR er ikke længere bare en af de bløde afdelinger, hvor man tager sig af medarbejderne. HR-ledere skal også tænke strategisk og være med til at skabe forandringer, som de andre topledere. Én af måderne at gribe det an på er ved at tage moderne HR-systemer i brug og benytte sig af de store mængder data, sådanne systemer kan generere. Ved hjælp af data kan HR spotte mønstre, forudse mangel på arbejdskraft, være på forkant i forbindelse med træning og uddannelse, og meget meget mere. Fremtidens HR-person skal kort sagt gøre sig gode venner med data.

Fremtidens arbejdsmarked

Det er store omvæltninger, der er i gang, og det er med god grund, at man kalder den kommende tid for Den Fjerde Industrielle Revolution. For som med tidligere tiders industrielle revolutioner er der jobs, der vil uddø og nye, der vil opstå. Og det er kun de virksomheder, der er på forkant med situationen, der vil kunne navigere i det og overleve.

Vil du se mere om, hvad der foregår på Cornerstone Convergence, kan du se en video fra konferencen her.