Fotolia_137609181_Subscription_Monthly_XL_web.jpg

Danske lønmodtagere: Den fleksible arbejdsplads presser os

En stor ny undersøgelse gennemført blandt lønmodtagere i 33 lande viser, at 63 procent af danskerne er udstyret med teknologiske redskaber, der gør dem fuldt ud i stand til at udføre deres job hjemmefra eller på en anden location end den vanlige arbejdsplads.

Derudover mener 78 procent af de danske lønmodtagere, at en agil arbejdsplads styrker den daglige balance mellem arbejde og fritid.

”I Danmark er vi helt klart nået langt på det teknologiske område, og rigtig mange har i dag mulighed for at koble sig op og arbejde forskellige steder fra – ikke mindst hjemmefra. Det giver den enkelte en høj grad af fleksibilitet i hverdagen, som meget få af os sikkert ville være foruden” siger Thomas Bælum, der er rekrutteringsdirektør i Randstad.

Men træerne vokser ikke ind i himlen, for af undersøgelsen fremgår det også, at 35 procent af danskerne mener, at den agile arbejdsplads skaber et pres i forhold til den private sfære, da man føler sig forpligtet til at være tilgængelig hele tiden.

”Det er skræmmende, at en tredjedel af de danske lønmodtagere føler, at det er et pres på dem for at være tilgængelige i alle døgnets 24 timer. Selv om vi måske ligger lavt i forhold til andre lande, så er det klart et område, som arbejdsgiverne bør have fokus på,” siger Thomas Bælum.

De seneste års udvikling har betydet, at gråzonen mellem arbejdsliv og privatliv i den grad er blevet udvisket. Næsten alle danskere har i dag en internetopkobling derhjemme (93 procent af befolkningen, 2016), hvilket i den grad gør os agile i forhold til arbejdsopgaver, og spørgsmålet er, om vi ville være fleksibiliteten foruden.

”Hvis vi ser på udviklingen, er begrebet work-life-balance mere aktuelt end nogensinde. Selv om 35 procent af lønmodtagerne siger, at de af og til føler sig pressede, så tror jeg nu alligevel, at de fleste ville takke nej, hvis alternativet var, at de fik fjernet deres internetopkobling derhjemme - og dermed også deres fleksibilitet,” siger Mads Fridthjof, rekrutteringschef i Randstad og tilføjer, at det er vigtigt, at man nogle gange går offline.

”Bare fordi man har en hjemmeopkobling, er det ikke ensbetydende med, at virksomheden forventer, at man skal være på 24-7, og det er ikke mindst væsentligt, at man som leder afklarer dette med den enkelte medarbejder. Som leder bør man også lige tænke over, hvornår man skyder en mail afsted til en medarbejder. Hvis man føler det nødvendigt at sende en mail til medarbejderen tæt på midnat eller lignende, så kan det være en god idé lige at tilføje, at denne ikke behøver at svare prompte,” siger han.

Mads Fridthjof understreger da også samtidig, at de benefits man mange steder i dag får fra ens arbejdsgiver er uundværlige for den enkelte medarbejder, og dem skal man som medarbejder huske at tage med i det samlede regnskab.

”Særligt som forælder i dag stilles der store krav til, at man er med til det ene eller det andet arrangement – som gerne lapper lidt ind over arbejdstiden. Det være sig juleklip, tandlægebesøg, sommerfest og så videre. Mange arbejdsgivere giver naturligvis deres medarbejdere lov til enten at møde lidt senere eller forlade arbejdspladsen lidt før i forbindelse hermed. Og det skal man også huske at værdsætte som medarbejder,” fastslår han. 

Handler om planlægning 

Mads Fridthjof understreger, at en god work-life-balance i høj grad handler om planlægning

”Jeg har selv tre børn mellem fem og syv år og en kone, der arbejder med skiftende arbejdstider (red: som socialpædagog), og for mig kan det kun fungere, hvis jeg har den fleksible arbejdsplads. I den tid, hvor jeg flekser, er jeg meget opmærksom på at orientere mine medarbejdere og kollegaer – for det er vigtigt for dem at vide, hvornår er jeg til at få fat i. Men i sidste ende handler det om planlægning, og det er ikke bare 24 timer i forvejen – men gerne i 14 dages intervaller. Samtidig er det en god idé med en kalender, som er tilgængelig for andre, så de kan se, hvornår man ikke er til at få fat i,” forklarer Mads Fridthjof.

Mads Fridthjof giver følgende gode råd til, hvordan man får den bedste work-life-balance:

  • Husk på at work-life balance handler ikke kun om arbejde, men også om at du får den bedste balance på hjemmefronten

  • Planlæg minimum to uger ud i fremtiden – også det der kræver din tid i det private. Ved du, at du står overfor en stor kampagne, og eksempelvis har små børn, kan det være en god idé at være fri for arbejde i ulvetimen, og så tage det frem igen efter puttetid. Men planlæg og orienter i god tid – ikke mindst din partner – herom

  • Når du står overfor en given opgave få afklaret disse i forhold til nice-to og need-to princippet – sæt ikke en deadline som presser dig unødigt, og som du allerede på forhånd kan sige er urealistisk

  • Sæt din autoreply på, hvis du er væk i mere end 24 timer. Så ved afsenderen, hvad han eller hun kan forvente

  • Prøv at holde nogle mobil- og mailfri timer, hvor du simpelthen lægger telefonen væk og dedikerer tiden til offline-aktiviteter

  • Har du behov og mulighed for at flekse så husk at informere omgivelserne. Alle kan forstå det, hvis der er en plausibel grund.

  • Indtal eventuelt på din telefonsvarer, at folk kan skrive en tekstbesked til dig, hvis det haster, for på den måde sætter du et filter op i forhold til henvendelser, der godt kan vente

Se også resultaterne fra undersøgelsen her  

Kilde: Randstad

Randstad har i samarbejde med Blauw Research og Survey Sampling International (SSI) interviewet lønmodtagere i 33 lande i hele verden. Interviewene er gennemført i perioden 10.-26. januar 2018, og der er interviewet minimum 400 lønmodtagere i hvert land. Alle de adspurgte er mellem 18 og 65 år og arbejder mindst 24 timer om ugen. Undersøgelsens resultater indgår i den seneste udgave af Randstad Workmonitor, der udkommer fire gange om året.